|
Untitled Document
|
Israels
historie
- en kronologisk præsentation
4.
Fred med araberne? (1977 - 1993)
 |
 |
Sadat,
Begin og Carter ved underskri-
velsesceremonien for fredsaftalen
mellem Israel og Egypten, 1979.
|
1979 - Fredsaftale med Egypten
Efter fire års resultatløse
fredsforhandlinger i kølvandet på Yom
Kippur-krigen tog Egyptens præsident Sadat i
1977 imod den israelske premiermister Menahem Begins
invitation, og rejste til Jerusalem for at diskutere
mulighederne for fred mellem de to lande. Det var
en bevæget israelsk befolkning, der på
TV kunne se Sadat tale fra det israelske parlament,
Knessets talerstol.
De efterfølgende forhandlinger foregik under
den amerikanske præsident Jimmy Carters ledelse,
på hans landsted, Camp David. Parterne underskrev
i 1979 en fredsaftale, der indebar en total israelsk
tilbagetrækning fra Sinai, til gengæld for
egyptisk anerkendelse af Israels ret til at eksistere
samt respekt for de aftalte grænser.
|
 |
|
Jødiske bosættere evakueres
fra et hustag under rømningen
af byen Yamit i Sinai, 1982. |
Gaza-striben, som Israel også erobrede under Seksdageskrigen
tolv år tidligere, havde Egypten ingen interesse
i.
Tilbagetrækningen fra Sinai foregik i stadier
over de efterfølgende tre år, og inkluderede
i 1982 nedlæggelsen af en enkelt større
og flere mindre jødiske bosættelser oprettet
siden 1967. Fredsaftalen med Israel mødte stor
modstand i den arabiske verden, og i 1979 udelukkedes
Egypten fra Den Arabiske Liga. I 1981 blev Sadat myrdet
af en egyptisk, fundamen-talistisk, muslimsk gruppe.
1982
- Libanon-krigen
I 1982 var der ro på de fleste af Israels
grænser. Kun fra Libanon rettede PLO med jævne
mellemrum angreb på det nordlige Israel. Israels
forsvarsminister, Ariel Sharon, udarbejdede, i samarbejde
med den kristne, libanesiske militsleder Bashir Gemayel,
en plan om at gøre en ende på PLO's magtbase
i Libanon. Israel påtog sig at nedkæmpe
PLO hele vejen til Beirut, hvorefter Gemayels "falangister"
skulle tage sig af de PLO-guerillaer, der havde forskanset
sig i hovedstaden. Når Gemayel havde overtaget
magten i Libanon, skulle der indgås en fredsaftale
mellem de to lande.
|
 |
|
Libanon og det nordlige Israel.
|
De israelske styrker angreb den 6. juni
1982, nedkæmpede både PLO's guerillaer
og den syriske hær, der havde besat det østlige
Libanon, og nåede 13. juni det sydlige Beirut.
Men Gemayel nægtede at sende sin milits ind
i Vestbeiruts gader. Israelerne indledte i stedet
en belejring samt et massivt bombardament af PLO's
positioner i byen. Efter to måneder gav guerillaerne
op, og evakueredes fra Libanon til andre arabiske
lande. PLO's leder, Yassir Arafat, drog i eksil i
Tunesien.
Gemayel blev valgt til præsident
i Libanon, hvorefter et israelsk forsøg på
at indgå en fredsaftale med ham mislykkedes.
I september blev Gemayel dræbt i et bombeattentat.
To dage senere begik Gemayels kristne falangister
en massakre på mindst 700 palæstinensere
i flygtningelejrene Sabra og Shatila udenfor Beirut.
Den israelske hær, der havde kontrol med området,
greb ikke ind. Efter folkelige protester i Israel,
erklærede en israelsk undersøgelseskommission
Sharon indirekte medansvarlig for massakren, og han
blev tvunget bort fra posten som forsvarsminister.
I januar 1985 trak Israel sine styrker tilbage fra
Libanon, bortset fra en 10 km bred sikkerhedszone
nord for den israelske grænse.
1987 - Den første
"intifada"
I december 1987 udbrød der spontane
optøjer i Gaza og på Vestbredden, hvor
palæstinensiske unge angreb israelske soldater
og civile med sten og molotovcocktails. Urolighederne
udviklede sig hurtigt til en regulær opstand,
med generalstrejke, boykot af israelske varer og brændende
barikader i gaderne.
 |
|
Unge
palæstinensere kaster sten mod
israelske soldater, 1987. |
PLO's forsøg på at lede opstanden fra hovedkvarteret
i Tunesien lykkedes kun i begrænset omfang, mens
lokale grupper, herunder den islamiske organisation
Hamas, havde mere indflydelse på udviklingen.
Israelsk politi og militær forsøgte at
nedkæmpe demonstranterne, og der var mange ofre.
Da "intifadaen" ebbede ud i 1991 var 160 israelere
blevet dræbt. Af de 2100 palæstinensere,
der havde mistet livet, var næsten halvdelen blevet
henrettet af andre palæstinensere på grund
af interne stridigheder eller mistanke om samarbejde
med Israel.
1991 - Golfkrigen
Da Irak i sommeren 1990 invaderede Kuwait,
valgte Yassir Arafat
|
 |
|
Tel Aviv under angreb. Irak
affyrede 39 Scud-missiler
imod Israel under Golf-krigen.
|
og palæstinenserne side til fordel for Saddam
Hussein. Mange palæstinensere jublede, da irakiske
Scud-missiler regnede ned over Israel, mens hele den
israelske befolkning var stuvet sammen i forseglede
beskyttelsesrum i angst for kemiske og biologiske våben.
Missilerne anrettede dog kun begrænset skade,
og Israel undgik at blive draget dybere ind i konflikten.
På grund af støtten til Saddam Hussein
blev de 200.000 palæstinensere, der hidtil havde
arbejdet i Kuwait, efter krigen smidt på porten.
Saudi-Arabien og andre golfstater, der var i opposition
til Saddam Hussein, indstillede den økonomiske
støtte til PLO.
1991 -
Madrid-konferencen
USA tog initiativ til en fredskonference
med deltagelse af Israel, Syrien, Libanon og en jordansk-palæstinensisk
delegation. Parterne mødtes i Madrid 1. november
1991, og både israelere og palæstinensere
viste vilje til at indgå et kompromis omkring
en overgangsordning med palæstinensisk selvstyre.
Forhandlingerne fortsatte derefter i Washington, men
selvom parterne mødtes jævnligt gennem
det næste års tid, voksede uenigheden.
Den palæstinensiske organisation Hamas begik
i december 1992 en række terrorangreb mod Israel,
som svarede igen ved at deportere 400 Hamas-medlemmer
til Libanon. Den palæstinensiske delegation
trak sig fra møderne i Washington, og selvom
de blev genoptaget i foråret 1993, forblev forhandlingerne
resultatløse.
Fortsæt:
Kapitel 4 - Fred med araberne? - Side 2
Tilbage
|
Untitled Document
|
