| Israels
historie
- en kronologisk præsentation
2.
Israels oprettelse (1880 - 1947)
1880 - Jøderne i Palæstina
Tyrkerne herskede over Palæstina som en del
af det osmanniske imperiums syriske provins siden
erobringen af hele Mellemøsten i starten af
1500-tallet. I alle årene var der en uafbrudt,
jødisk tilstedeværelse i området,
først og fremmest i de hellige byer Safed,
Tiberias, Hebron og Jerusalem. Det jødiske
samfunds befolkningstal varierede, men talte i 1880
omkring 25.000, ud af en samlet befolkning på
knap en halv million.
Det
osmanniske imperium, 1914.
1880
- Den første indvandringsbølge
Undertrykkelse og forfølgelse i Europa fik
fra 1880'erne mange europæiske jøder
til at udvandre, særligt fra de russisk kontrollerede,
østeuropæiske provinser. Et af målene
var Palæstina, og i den første større
bølge af indvandring ankom omkring 25.000 jøder.
Ved århundredeskiftet var der således
ca. 50.000 jøder i Palæstina, af en samlet
befolkning på omkring 600.000.
 |
 |
| Theodor
Herzl. |
1897 - Herzl og den zionistiske
idé
Som reaktion på europæisk jødeforfølgelse
udgav den østrigsk-jødiske journalist
og forfatter Theodor Herzl i 1896 bogen Der Judenstaat
(Jødestaten). Heri beskrev han et moderne,
socialdemokratisk samfund, hvor jøder kunne
leve i fred og selv-bestemmelse. Året efter
vedtog den første zionistiske kongres (Zion
er et andet ord for Israel) stiftelsen af en international
organisation med det erklærede mål: "at
etablere et hjem for det jødiske folk i Palæstina,
garanteret under international lov." Herzl
og andre zionistiske ledere søgte opbakning
til projektet hos lederne af de forskellige stormagter
- det osmanniske imperium, Tyskland og England. Kun
sidstnævnte udviste interesse for idéen.
 |
|
Tel
Aviv grundlægges på sandet langs
Middelhavets kyst, 1909.
|
1904-14 - Den
anden indvandringsbølge
Nye russiske pogromer i starten af århundredet
ansporede endnu en bølge af udvandring til
Palæstina. Jødiske organisationer samlede
midler ind over hele verden og opkøbte land,
hvorpå de nyankomne jøder oprettede landbrug
og byer. I 1909 oprettedes den første kibbutz
(socialistisk landbrugsfællesskab), og samme
år grundlagdes byen Tel Aviv ved siden af den
arabiske havneby Jaffa. I 1914 var den jødiske
befolkning vokset til 85.000, mens den arabiske udgjorde
ca. 600.000.
1915-17
- Løfter og alliancer
Storbritannien planlagde under Første Verdenskrig
en invasion af det Osmanniske Imperium, som Palæstina
var en del af, og søgte at skabe alliancer
på kryds og tværs. I 1915 lovede briterne,
i en hemmelig brevveksling med emiren af Mekka, støtte
til arabisk selvstændighed i Mellemøsten.
I 1916 indgik de en hemmelig aftale med Frankrig om
opdeling af krigsbyttet, og i 1917 fremsatte den engelske
regering i Balfour-deklarationen
et løfte til zionistbevægelsen om at
støtte oprettelsen af "et nationalt
hjem for det jødiske folk" i Palæstina.
Den
britiske General Allenby indtager Jerusalem, december
1917.
1917 - Den
britiske invasion
Det Osmanniske Imperium valgte i Første Verdenskrig
side til fordel for centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn)
og kom dermed i krig med Storbritannien. De britiske
tropper invaderede hele det osmanniske Mellemøsten.
I 1917 indtog den britiske general Allenby Jerusalem,
og året efter Damaskus.
1920 - Oprettelsen
af "mandatområder"
Efter krigens afslutning opdelte sejrherrerne
Mellemøsten i en række "mandatområder"
under fransk og britisk administration. Syrien (i
dag Syrien og Libanon) gik til franskmændene,
og Palæstina (det nuværende Israel, inkl.
Gaza og Vestbredden, samt Jordan) kom, ligesom Mesopotamien
(Irak), under britisk kontrol. Løftet om oprettelsen
af et nationalt hjem for jøderne i Palæstina
blev integreret i mandataftalen.
Mandatområderne
for Syrien, Palæstina og Mesopotamien med de
endelige grænser, som dog først blev
fastlagt i 1922.
Fortsæt:
Kapitel 2 - Israel oprettelse - Side 2
Tilbage
|
